En stærk nyhed fra Nissan

Nissan lancerede i 2007 en prisbillig version af en allround bil med masser af styrke til kørsel i alle former for terræn. Dermed kunne Nissan Qashqai tage kampen op mod de langt dyrere 4-hjulstrækkere fra de konkurrerende mærker. På få år har Nissan nu registreret, at bilen er en stor salgsucces. På hjemmesiden hvilkenbil.dk kan man få en god gennemgang af biler, som er til at købe for rimelige beløb. Læs her deres kommentarer til den populære Nissan Qashqai, hvor bilen får en god kritik.

Nissan Qashqai rammer plet igen

 

Nærmest ene bil rettede Nissan Qashqai op på mærkets skrantende salg, da den blev lanceret  i 2007. Nu er der en ny, godt udseende ’cashcow’ på græs. Vi ser på, hvad der er under huden. Her har vi at gøre med intet mindre end 2. generation af den bil, der står fadder til en hel bilklasse; de såkaldte crossovers. En kompakt, sparsommelig og langt billigere udgave af de store tørstige 4-hjulstrukne SUV’er – vel mest af alt en højbenet udgave af en almindelig stationcar. Testbilen nøjes også med træk på forhjulene, men 4-hjulstræk er dog en mulighed for 25.000 kr.

Prisen på en Nissan Qashqai

 

Priserne på Nissan Qashqai starter ved 254.000 kr. Testbilen med 110 hk 1,5 liter turbodiesel i det næsthøjeste ’Tekna’ udstyrsniveau løber op i 366.000 kr. inkl. levering. Japanerne så helt rigtigt, da de for godt 7 år siden lancerede Qashqai som afløser for den langt mere traditionelle – og kedelige – Primera-sedan, der slet ikke solgte nok. I stedet satsede Nissan på at firmafolket var klar på at skifte den traditionelle sælgersedan ud med et mere eventyrlystent ”gadekryds” mellem SUV og stationcar. Ikke mange andre troede for alvor på idéen, og derfor fik Nissan stort set markedet for sig selv… og ramte en guldåre. Qashqai udviklede sig til en regulær ’cashcow’ og er indtil nu solgt i langt over 2 millioner eksemplarer.

Hvordan er førerpladsen?

 

Den er en af de mest lykkede ting ved den nye Qashqai. Den oplevede kvalitet er forbedret i forhold til den første Qashqai, og den matcher også sagtens konkurrenternes. Finish og design er betydeligt mere gennemført end i fx Nissans Note. Det hele ser nydeligt ud og er logisk placeret. Samtidig sidder man godt – også de langbenede – med godt udsyn hele vejen rundt.

Hvordan opleves kabinen?

 

Bag forstolene kniber det mere med plads og fleksibilitet. I omtalerne har Nissan lovet, at kabinen i 2. generation ville blive mere rummelig i forhold til den tidligere. Det er svært at få øje på. Akselafstanden er ganske vist øget 1-2 cm, men benpladsen på bagsædet er i under-kanten. Vi savner også blandt andet friskluftdyser, samt at bagsædet kan justeres i længderetning og i ryglænets vinkling som i flere konkurrenter. Et stort glastag, der ikke kan åbnes, er standard i de to øverste udstyrsniveauer og giver lys på en gråvejrsdag.

Er sikkerheden i orden?

 

Nissan Qashqai hiver topkarakteren 5 stjerner hjem efter de nye, skærpede Euro NCAP crash-krav, hvor den aktive sikkerhed med begreber som “Autobrems” (AEB) og “Vognbaneassistent” (LDW og LKA)  nu spiller en afgørende rolle for resultatet. Udover at matche de nye sikkerhedskrav klarer Qashqai sig godt.

Hvordan kører den?

 

Ud over sit gode udseende er den nye Qashqais køreegenskaber en af bilens største forcer. Den er første bil på Renault-Nissans skalérbare CMF-platform fra 2013, og Qashqai er agil og letkørt – uden tendens til nikkende kørsel, som højbenede biler ellers kan have. Styringen er præcis, men tilbageholdende med feedback til føreren sammenlignet med mere ’lavbenede’ biler. Affjedringen er strammet godt op, næsten til den sportslige side, uden at det går ud over komforten – selv med de enorme 19 tommer hjul på testbilen.

Hvordan er motoren?

 

Testbilens 1,5 liters turbodiesel med 110 hk og 260 Nm henter Nissan hos koncernpartneren Renault, og den er fin. Oplevelsen i Qashqai er dog ikke den bedste, vi har haft med 1,5 dCi. Vi kunne ønske, at den leverer sin power mere jævnt. Motoren er sådan set stærk nok, men helt død under 2.000 omdrejninger. Hvis du ikke hele tiden holder motoren til ilden, går den kold – ind til den gør comeback med klassisk ‘ketchupeffekt’. Motorens moment ligger desværre også en anelse for højt til at holde 80 km/t i 6. gear, og vi nåede blot 16,7 km/l i testugen.

 

Billede: Janitors