Test af mikrobiler

De små mikrobiler er ikke dyre i anskaffelse, men kan de nu også holde i længden, eller brænder de ud og skal skrottes efter få år? Læs her om Danmarks største test og anmeldelse af hele 14 billige mikrobiler, som alle koster under 100.000 kroner. Få endnu flere oplysninger om denne grundige test i BT.

Er mikrobiler kun for fattige bilkøbere?

 

Når vi køber ny bil, er den oftest lille og billig. Det er efterhånden en åbenlys sandhed for alle. De seneste år har andelen af nye mikrobiler været over 60 pct., i flere måneder tæt på 70 pct. De høje bilafgifter bærer en del af skylden for det høje antal små biler, men en af de andre sandheder er naturligvis også, at mange menneskers daglige behov sagtens kan opfyldes af en lille bil. I mange tilfælde er den lille bil såmænd husstandens bil nummer to. Er en bil til under 100.000 kr. så bare et billigt transportmiddel? Hvor det er mere eller mindre ligegyldigt, hvilken man vælger? Nej, slet ikke. Der er himmelvid forskel på de 14 biler, vi har samlet i denne test. 11 af dem hører til i den allermindste mikroklasse, og tre klassificeres som lidt mere rummelige minibiler.

Små men vigtige forskelle på mikrobiler

 

Nogle af bilerne kan kun fås med tre døre, andre kun med fem, hos nogle kan man vælge. Nogle har tre sikkerhedsseler på bagsædet, andre kun to. Nogle motorer er 4-cylindrede, de fleste er 3-cylindrede, og en enkelt har kun to cylindre. Alle er dog benzin-motorer. Når man vælger billigt, er mængden af udstyr et af de parametre, hvor en model kan udmærke sig i forhold til andre. Nogle af bilerne er ekstremt spartansk udstyrede, og en behagelighed som aircondition vil ofte være et af slagnumrene. I flere af bilerne får man ganske meget mere for pengene ved at krydse 100.000 kroners-grænsen, men netop under 100.000 er udgangspunktet her, så derfor ser vi bort fra de modeller over. Selv om en del købere formentlig ville overveje at bevæge sig op på f.eks. 110.000 kr. for at få fem døre eller lidt mere udstyr, der hæver bilen over skrabet. Nogle af bilerne er ganske nye og moderne, andre har en del år på bagen og står umiddelbart foran et modelskifte. Det gælder f.eks. de gamle trillinger, Toyota Aygo, Peugeot 107 og Citroën C1. I samme ombæring kunne sikkerheden være noget, man også burde skele til – tommelfingerreglen er: Jo ældre en konstruktion, desto ringere sikkerhed.

To, tre, fem eller syv år?

 

Et af de øvrige oversete aspekter er garantien. Hvilket kan synes forunderligt, når vi bor i et så afgiftsbehæftet land som vores, hvor garanti burde være vigtigt. En lang række mærker – de europæiske – end ikke overvejer mere end to års mekanisk garanti, de japanske yder tre år og sydkoreanerne enten fem år uden kilometer-begrænsning (Hyundai) eller syv år eller maksimalt 150.000 kilometer (Kia). Nogle af de europæiske mærker forsøger sig dog – Dacia giver tre års mekanisk garanti, og den spanske VW-trilling, Seat, forsøger sig frem til udgangen af juni med fire års garanti eller maksimalt 80.000 kilometer. Om det er et tiltag, der betyder noget og i hvert fald for Seats vedkommende viser sig at give pote, kræver tid og deciderede undersøgelser for at klarlægge, men faktum er, at det bør være et af de aspekter, man som bilkøber lader have en vis vægt.

 

Billede: ocean yamaha